Arkiv | 22.29

Den vidunderlige kringle

20 jul

Efter at have set Søren Ryges program og set hvor stor succes, jeg har haft med besøgende på min blog fik Mathias en ustyrlig lyst til at lave kringlen selv.

Det blev rigtig vellykket og den smagte rigtig dejligt, vi brugte dog rigtig økologisk smør istedet for margarine og ved i hvad det bliver super duper.Og den kan klart anbefales til andre med en ustyrlig lyst til noget sødt.

Som pynt blev der brugt hjemmehakkede mandler og perlesukker også godt 🙂 Vi havde ikke helt nok smør så portionen blev mindre, og jeg tror vi begge var enige om at næste gang bruger vi mere remonce, men det var ikke opskriftens skyld 🙂

Her er opskriften i enklere version, og efterfølgende er der billeder af vores/Mathias’ proces:

Opskriften

Anne Margrethe smuldrer en pakke gær og lidt salt i en kop lunkent vand, dertil 3 spsk. sukker, 3 æg og 330 g margarine, der blev skåret i stykker og smuldret først. Skålen blev sat lunt. »Den skal arbejde«, siger hun.

Efter en halv time bobler det i skålen, og der hældes 450 g mel i, købmandens billigste. Hvorpå Anne Margrethe bruger fingrene, nulrer og ælter med 45 års fornemmelse for dej.

Den plumpes ud på køkkenbordet, og kagerullen kommer frem. I løbet af få minutter er den blevet til et 50-70 cm stykke dej, højest 3 mm tykt.

Hun ruller og folder, ruller og folder, og hele tiden et drys ekstra mel, så det ikke klistrer. Til sidst skæres dejen i 4 stykker, ca. 15 cm. brede.

Og nu remoncen, snasket. Den er gjort klar lige inden af 225 g sukker, 225 g margarine samt kardemomme eller kanel. Varmes i en gryde til den er tyktflydende.

Remoncen hældes ud på de 4 stænger, og de foldes sammen. Inden er der hældt rigeligt med rosiner på, også helt ud til enderne, for ellers er der ingen, der vil have endestykkerne. Til sidst løftes kringlerne elegant op på bradepanden – de slasker lidt, men går ikke i stykker. Pensles med æg, hvorpå det hele sættes hen til brændeovnen til en halv times efterhævning.

Kringlerne drysses med sukker og nødder og så ind i ovnen, der er på 225 grader og sættes ned til 200 lidt efter.

»De skal have et ordentlig skrald først«, siger Anne Margrethe. Derefter bliver hun i nærheden, rydder op i køkkenet, for de skal kun have 14-15-16 min. Kigger til ovnen hele tiden. »Ulykken kan ske på et minut«, siger hun.